Der har længe fra politisk hold været et ønske om at etablere en offentlig database med domme fra de danske domstole, på linie med de databaser vi kender fra andre europæiske lande. I dag har man som borger i Danmark kun begrænset indsigt i retspraksis, for selvom enhver i princippet mod betaling kan få aktindsigt i en dom, findes der ikke noget søgbart register, og det udgør et problem for retssikkerheden.

Hvorfor er det et problem? Jo, det er det, fordi retspraksis giver os indblik i, hvordan vores love skal fortolkes. I Danmark bliver alle love og bekendtgørelser offentliggjort i regeldatabasen på www.retsinformation.dk, men ofte efterlader loven et skøn til domstolene, og det er derfor ikke altid muligt at udlede gældende ret af selve lovteksten. Du har måske hørt om præcedens. Præcedens er et juridisk udtryk for, at domstolene tager hensyn til tidligere domme i lignende sager. Hvis en sag danner præcedens, vil den påvirke den fremtidige retstilstand, og det er derfor vigtigt, at offentligheden har adgang til domme.

I 1988 udgav Retsinformationsrådet en betænkning, og anbefalede at staten skulle påtage sig opgaven med at etablere en offentlig database med domme. Retsinformationsrådet udtalte i den forbindelse, at retspraksis udgør et centralt element i den traditionelle retskildelære, og at den fulde værdi af regeldatabasen først opnås, når den kan anvendes i sammenhæng med domstolenes konkrete retsanvendelse. Regeringen besluttede i 1997 at etablere en statslig database med domme, og man nedsatte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra domstolene, Advokatrådet, Anklagemyndigheden og Justitsministeriet. 

Siden da, har myndighederne arbejdet på at etablere en offentlig database med domme, og opgaven har været sendt i udbud ad flere omgange. I 2019 indgik Domstolsstyrelsen en aftale med Netcompany, som nu skal bygge databasen. Databasen forventes klar i første halvår af 2021, og vil formentlig blive tilgængelig via www.domsdatabasen.dk. 

Det er vores vision at gøre retspraksis let tilgængelig for offentligheden, og gøre det muligt, og ikke mindst nemt, at finde frem til relevante domme og afgørelser. Her på www.dom.dk, vil vi samle de mange domme og afgørelser, som hver dag bliver afsagt af de danske domstole og vores mange officielle klagenævn. Mange har nok hørt om Forbrugerklagenævnet, men vi har i Danmark en lang række ankenævn, som hver dag behandler, og træffer afgørelse i, forbrugerklagesager.